Ølugen har haft mulighed for at smage vores forskellige typer cider. Her kan i se deres dom:
Dumolobo: Gylden og klar cider med hurtige bobler. I næsen meget aromatisk duft. Friske æbler, et lille overmodent æble og pære driver den primære aroma. Bag dem ligger tydelige noter af vildgær (som vi også kender fra visse øl) og lidt banan. Det er tydeligt store dele af aromaen udviklet af gæren og ikke den primære frugt.
Let og frisk mundfylde med ret høj karbonering, som er på højde med champagne. Smagen er frisk, let forståelig og som at bide i et modent bittersødt æble! Smagen hænger relativt længe i munden. Dumolobo er tør, har en lille restsødme og nogle ret fine tanniner, hvilket får den til at få en lidt vinøst præg. I særklasse lækker Dansk cider! Nydes meget gerne alene eller med en lækker cremet risotto.
4,2 Udmærket – Det her vil rigtig mange kunne lide!
Orange Quince Cider: Gylden næsten ravfarvet og let uklar i glasset. I næsten er Orange Quince meget aromatisk og ren men kompleks i duften med overmodne æbler, pære, lidt rose, lidt citrus og en vinøs karakter som man måske kender fra Crémant d’Alsace. Smagen er meget frisk og ret tør og får mundvandet til at løbe. En meget afrundet smagsprofil, der slutter på en let salt og bitter eftersmag. Yderst delikat cider. Egner sig perfekt som velkomstdrink eller på terrassen på en lun sommeraften. Sæt den f.eks. sammen med en god lufttørret skinke eller en god tapasanretning hvor der både indgår søde, saltede og sure elementer.
3,9 Meget god
Gylden Kvæde: I glasset gylden, let uklar og med høj karbonering. Meget aromatisk let parfumeret cider med flere lag. Jeg får overmodne æbler, orangeblomst, lidt frisk honning og blomstermark. Fra vildgæret får jeg fine pærearomaer og en duft, der giver associationer til en ældre hølade. Smagen er fint balanceret. Den friske smag af æble giver sammen med høj syre og kraftige tanniner et meget intenst smagsindtryk. Dejlig kompleks cider, der virkelig kan nydes over en sommeraften. Nyd den alene og lad den udvikle sig i glasset og der er aroma til timer. Sæt den sammen med et ostebord eller en grillet svinekotelet med frisk salat.
3,8 Meget godt